DET MÆRKBARE LIV

Sensitivitet

Når du sanser, mærker, tænker og føler mere

Måske har du altid følt dig lidt anderledes. Mærket mere. Tænkt dybere over tingene. Haft øje for små detaljer, som andre ikke ser. Og taget oplevelser så dybt ind, at de ofte kan blive ved med at fylde, længe efter at de er forbi.

Måske bliver du også hurtigere træt i støjende omgivelser eller bruger meget energi på noget, der ser let ud for andre. I perioder med mange krav eller forandringer bliver det ofte endnu tydeligere.

Hvis du kan genkende noget af det, har du muligvis en høj grad af sensitivitet.

Kvinde med hånden på en træstamme i en grøn skov

Hvad vil det sige at have en høj grad af sensitivitet?

Sensitivitet er et naturligt, menneskeligt træk, som vi alle har i forskellig grad, og som kan være medfødt eller opstå som følge af livets mange påvirkninger.

Har du en høj grad af sensitivitet, registrerer og bearbejder dit nervesystem mange stimuli og indtryk dybt og nuanceret. Det kan være sanseindtryk som lyde, lys, dufte, stemninger og tonefald, men også tanker, følelser og signaler fra kroppen som sult, uro og spændinger.

Man kan sige, at din opmærksomhed er mere finmasket. Du kan lægge mærke til nuancer, som andre overser, og bruge længere tid på at forstå og forholde dig til det, du oplever. Det kan betyde, at du hurtigere bliver fyldt op - men også at du lettere bliver bevæget og inspireret af det, der føles smukt og meningsfuldt.

OVERSTIMULERING

Når det hele bliver for meget

En høj grad af sensitivitet er ikke en diagnose eller i sig selv tegn på mistrivsel. Men fordi du tager mange indtryk ind og bearbejder dem grundigt, kan du lettere blive overstimuleret. Det betyder, at du bliver fyldt op af mere, end du kan nå at bearbejde, og reagerer måske med træthed, uro, irritation, gråd, at geare op eller at trække dig tilbage og lukke verden ude.

Det behøver ikke være en særlig hård eller dramatisk dag, der gør det. Nogle gange er det bare flere ting oven i hinanden: Et barn, der vågnede tidligt. En svær opgave på jobbet. Et måltid, du sprang over. Rodet, der møder dig, når du kommer hjem.

Til sidst kan en lille ting få det hele til at tippe. Nogen spørger, hvad I skal have til aftensmad. Der lander endnu en besked, du skal forholde dig til. Eller dit barn vil ikke have nattøj på. Du mister overblikket, hæver stemmen eller lukker ned. Og bagefter kan skyldfølelsen komme snigende: Hvorfor reagerede jeg så voldsomt på så lidt?

Overstimulering betyder ikke, at du er forkert eller ikke kan håndtere livet. Det er blot kroppens signal om, at indtryk og krav har hobet sig op, og at du har brug for ro og tid til at komme til kræfter.

Lær dine signaler at kende

Din krop forsøger ofte at fortælle dig det, før du selv har nået at sætte ord på, hvad der sker.

Måske har din opmærksomhed været hos børnene, arbejdet, alt det praktiske eller stemningen omkring dig, så du først opdager dine egne signaler, når det hele stilner af. Når du ligger i sengen og ikke kan falde til ro. Eller når tårerne pludselig presser sig på, uden at du helt ved hvorfor. Tegnene kan være forskellige. For mig kan kvalme også være et signal om, at det hele er blevet for meget.

Måske genkender du, at:

  • du mister overblikket og føler slet ikke, du kan tænke,
  • du leder efter ordene og har svært ved at formulere dig klart,
  • du føler dig nervøs, usikker og tænker måske: jeg klarer ikke det her,
  • dine bevægelser bliver hektiske, klodsede eller du taber ting,
  • du føler dig bange, bliver stiv i kroppen og handlingslammet,
  • din krop spænder op, sitrer eller føles tung,
  • du bliver irritabel eller reagerer stærkere på små ting end ellers,
  • du trækker dig fra andre eller orker ikke kontakt,
  • du har svært ved at falde til ro eller sove, selv om du er træt.

Jo bedre du kender dine signaler, jo tidligere kan du tage dem alvorligt og justere. Nogle gange hjælper en pause, et øjeblik med lukkede øjne eller blot det at sætte ord på, hvordan du har det. Andre gange skal der mere til. Måske har du brug for at sætte en grænse for støjen omkring dig eller sige nej til en aktivitet, du ellers gerne ville med til.

OGSÅ DET GODE KAN FYLDE

Du kan godt have haft en dejlig oplevelse og alligevel trænge til ro bagefter.

Når sensitiviteten også er en styrke

Flere af disse sider er måske så naturlige for dig, at du slet ikke tænker på dem som styrker. Måske kan du genkende, at:

  1. Du kan fordybe dig og koncentrere dig længe, især når du får ro omkring dig.

  2. Du bemærker selv små nuancer i dine omgivelser og i dit samspil med andre.

  3. Du opfanger stemninger og møder andre med indlevelse og oprigtig interesse.

  4. Du kan blive dybt berørt af musik, natur, skønhed og nære øjeblikke.

  5. Du reflekterer grundigt, ser sammenhænge og får øje på nye vinkler og løsninger.

  6. Du er ofte samvittighedsfuld og har en tydelig sans for kvalitet og retfærdighed.

Alt dette kan have værdi både i dit eget liv og i dit arbejde, dine relationer og dit familieliv. Ofte viser det sig i det små: Måske får du øje på en detalje i en arbejdsopgave, som giver dig en ny idé. Eller måske fornemmer du, at dit barn er uroligt og har brug for nærhed, før det selv kan sætte ord på det.

At du lægger mærke til noget hos andre, betyder dog ikke, at du altid skal handle på det. Det er heller ikke din opgave altid at tage ansvar for stemningen omkring dig. Dine sensitive styrker kommer lettere til deres ret, når der også er plads til dine egne behov og grænser.

Væltet træstamme i en solbeskinnet skov

HELHEDEN HAR BETYDNING

Du er mere end din sensitivitet

Sensitiviteten fortæller noget om, hvordan dit nervesystem registrerer og bearbejder indtryk. Den fortæller ikke hele historien om, hvem du er.

Sensitiviteten spiller sammen med dine erfaringer og andre sider af din personlighed. Hvordan den påvirker dig, afhænger også af dine relationer, livsvilkår og de krav, du møder i hverdagen. Under pres kan din opmærksomhed på detaljer og stemninger koste dig meget energi. I mere trygge og støttende rammer kan den samme opmærksomhed være en styrke.

Derfor handler det ikke om at passe ind i en bestemt beskrivelse. Det handler om at opdage, hvordan sensitiviteten viser sig hos netop dig - hvad der udfordrer dig, og hvad der hjælper dig med at trives.

Hvordan viser sensitiviteten sig hos dig?

Det kan se forskelligt ud fra menneske til menneske. Her kan du læse om nogle af sensitivitetens sider og se, hvad du selv genkender. Når du får øje på, hvad der påvirker dig, og hvad der nærer dig, bliver det lettere at tage hensyn til det i din hverdag.

Fysisk og sanselig sensitivitet

Lyde, lys, berøring, dufte, temperaturer og kroppens egne signaler.

Læs mere

Social og relationel sensitivitet

Små skift i stemningen og det, der sker mellem mennesker.

Læs mere

Følelsesmæssig sensitivitet

Følelser og oplevelser, der gør stærkt indtryk og har brug for tid.

Læs mere

Mening og spiritualitet

Livets store spørgsmål, intuition, natur og det, du ikke helt kan sætte ord på.

Læs mere

DIN HVERDAGSRYTME

Hvad giver dig energi – og hvad tager den?

Du kan have brug for ro og alenetid, få energi af samvær med andre eller både søge nye oplevelser og hurtigt få brug for en pause.

Udforsk dit energibehov

FOR DIG DER ER FORÆLDER

Når dit barn sanser, mærker, tænker og føler mere

Barn undersøger naturen ved en skovsti

Måske genkender du også nogle af de sensitive træk hos dit barn. Børn kan reagere tydeligt på blandt andet sanseindtryk, stemninger, skift og stærke følelser, men det kommer forskelligt til udtryk fra barn til barn.

Når du bliver nysgerrig på det, barnet oplever, kan det blive lettere at forstå reaktionerne og finde den støtte, der giver mening i jeres hverdag.

Foreningen NaturligViiS

Jeg er medlem af Foreningen NaturligViiS, der arbejder for at udbrede viden om sensitivitet og skabe større forståelse for den som en naturlig del af menneskers forskelligheder. Du kan finde mig i foreningens landsdækkende oversigt over fagpersoner.

Vil du undersøge sensitiviteten nærmere?

En selvtest kan hjælpe dig med at overveje, hvilke sensitive træk og reaktioner du genkender hos dig selv eller dit barn. Det kan være et første skridt – ikke et endeligt svar. NaturligViiS har samlet selvtest om sensitivitet hos voksne og børn samt om indadvendthed, udadvendthed og nyhedssøgning.

Se testene hos NaturligViiS

Forståelse er et sted at begynde

Det kan være en lettelse at få ord for noget, du længe har mærket. Når du ser, hvordan sensitiviteten viser sig i dit liv, kan du også bedre få øje på, hvad der belaster dig, og hvad der gør dig godt.

Du behøver dog ikke tage fat på det hele på én gang. Er du i tvivl om, hvad der er vigtigst lige nu, kan Trivselskompasset™ hjælpe dig med at se på din trivsel som en helhed og vælge ét sted at begynde.

KILDER OG INSPIRATION

Denne side er skrevet med afsæt i faglitteratur om sensitivitet, information fra Foreningen NaturligViiS, mine egne erfaringer med sensitivitet og det, jeg har lært gennem mit arbejde som trivselsvejleder.